Brintrøret skal fra starten hele vejen op til vinden

23. maj 2024

DEBATINDLÆG BRAGT I AVISEN DANMARK

Brintrøret skal fra starten hele vejen op til vinden

Af Business Region MidtVest bestående af borgmester i Herning Kommune, Dorte West, borgmester i Ikast-Brande Kommune, Ib Lauritsen, borgmester i Holstebro Kommune, H.C. Østerby, borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune, Hans Østergaard, borgmester i Skive Kommune, Peder Chr. Kirkegaard, borgmester i Lemvig Kommune, Erik Flyvholm og borgmester i Struer Kommune, Marianne Bredal.

Brintrøret op gennem Jylland, som skal transportere grøn brint til Tyskland, rører på sig i disse dage.

Med den seneste udvikling, hvor COWI har fået til opgave at lave de indledende ingeniørundersøgelser, så er der sat yderligere fart på etableringen af brintforbindelsen. Samtidig har Klima- forsynings- og energiminister Lars Aagaard været i god dialog med sin tyske kollega om den fremtidige brintforbindelse mellem Tyskland og Danmark. Heldigvis er vi nået videre fra debatten om, hvorvidt brint er en grøn energiform, som vi i Danmark skal satse på, til at sige, at brintdagsordenen er et vigtigt indsatsområde i den grønne omstilling.

Strømmen fra vindmøller og solceller udgør byggestenene og hele fundamentet for at kunne producere grøn brint. De byggesten producerer vi i stor stil her i Midt- og Vestjylland, hvor vi i dag genererer 27% af alt den grønne strøm, som der produceres i Danmark. Vi har vinden, vi har møllerne og vi har endda udsigt til tre nye havvindmølleparker døbt Nordsøen I i forbindelse med det netop udsendte udbud omkring nye havvindmøller. Derforuden er etableringen af Thor Havvindmøllepark i fuld gang, og forventes at levere 1 GW, når den efter planen står færdig i 2027.

Med de nye havvindmølleparker plus de landbaserede energiparker, ni stk. i vores område, som der er planlagt, så vil der kunne komme en overproduktion (overplantning) af grøn strøm. Det vil selvfølgelig give mening, at den overskydende strøm bruges til at producere grøn brint, som vi kan eksportere til Tyskland, hvor industrien i de kommende år skal bruge kæmpe mængder af grøn energi, for at kunne opfylde de fremtidige krav om omstilling til grøn energi. Men det er bestemt ikke en selvfølge, at udviklerne byder ind på de nye udbud, hvis ikke brintrøret bliver en realitet. De er nemlig afhængige af, at de kan lave en overplantning, og hvis incitamentet omkring at kunne levere til brintrøret forsvinder, så er deres businesscase langt fra så interessant.

Derfor giver det rigtig god mening, at brintrøret fra dag 1 kommer hele vejen op langs Vestkysten til Lille Thorup via Idomlund. Samlet set produceres i dag over 50% af alt grøn strøm i Danmark på den streng, og med den fremtidige udbygning øges det væsentligt.

Udover at vi her i Danmarks grønne epicenter har råstoffet, så står adskillige PtX-anlægsprojekter på spring i de Midt- og Vestjyske kommuner, anlæg som i løbet af få år kan omdanne den grønne strøm til brint. Det gælder bl.a. i Holstebro, hvor Ørsted og Skovgaard Energy har underskrevet en hensigtserklæring om at udvikle et Power-to-X-anlæg (PtX). I Herning Kommune vil Topsoe i 2024 indvie verdens største elektrolysefabrik og i Ringkøbing-Skjern arbejder GreenGo Energy på at realisere projektet Megaton Energipark, som er skaleret til at producere 4GW vedvarende hybrid sol- og vindenergi. I Ikast-Brande Kommune står Simens Gamesa Renewable Energy bag projektet Brande Hydrogen og i Skive Kommune er PtX-udviklingen i højsædet i GreenLab. Og i Lemvig Kommune opføres verdens første PtX-anlæg til fremstilling af ammoniak.

Derfor opfordrer vi alle de parter, der lige nu sidder og arbejder på det politiske grundlag, som landspolitikerne skal træffe deres beslutning på baggrund af, til at tage ovenstående med i ligningen.

Vi mener, at der skal tænkes langsigtet, og dermed etablere brintrøret korrekt fra starten af ved at fastholde oplægget om at realisere Den Jyske Backbone i stedet for at gøre noget halvt, så vi kommer endnu længere bagud i kapløbet om at blive Europas førende grønne brintleverandør.

Læs med her: Avisen Danmark Debat