Brintinfrastrukturen kommer til Midt- og Vestjylland

09. oktober 2024

Det vækker stor begejstring hos de syv midt- og vestjyske borgmestre i Business Region MidtVest, som i samspil med en række centrale erhvervsaktører har samarbejdet om at gøre Energinet, regeringen og andre beslutningstagere opmærksomme på vigtigheden af at føre brintrøret gennem Midt- og Vestjylland.

”Midt- og Vestjylland er et foregangsområde, hvad angår produktionen af grøn strøm, og vi er samtidig et energiknudepunkt med Europas fremtidige energicentrum i Nordsøen og Vesterhavet som nabo. Derfor ser vi meget positivt på, at der fra Energinets side lægges op til at føre brintrøret hele vejen til Lille Thorup via Idomlund,” siger Dorte West, borgmester i Herning Kommune og formand for Business Region MidtVest.

Af den opdaterede plan fra regeringen og Energinet fremgår det, at den første del af brintrøret fra den tyske grænse til Esbjerg, også kaldet ”syvtallet”, kan tages i brug i slutningen af 2031. Næste del af strækningen fra Esbjerg til Idomlund ved Holstebro forventes at stå i klar i 2032, mens den sidste del af den såkaldte jyske backbone står klar i 2033. Der bliver tale om en forsinkelse på tre år, som ifølge Energinet skyldes at dele af projekteringen og etableringen er mere omfangsrig og tidkrævende end først antaget. 

”På trods af forsinkelsen hæfter vi os ved, at der er skabt mere klarhed for aktørerne på området, som nu kan komme videre fra den venteposition, som alle har befundet sig i. Det vil forhåbentlig resultere i nye markedsdrevne investeringsbeslutninger her på egnen. Derudover vil vi også gerne rose beslutningen om at opføre hele den jyske backbone fra begyndelsen. Det er den klogeste beslutning både set med de strategiske og finansielle briller,” siger Dorte West.

Borgmesterkollegaen fra Ringkøbing-Skjern Kommune, Hans Østergaard, glæder sig ligeledes over udsigten til, at et brintrør nu ser ud til at blive en realitet:

”At brintrøret kommer til vores landsdel, vil ikke alene betyde, at vi kan udnytte vores styrkeposition inden for grøn energi. Det er også en gylden mulighed for at skabe et Danmark i bedre balance. Et Danmark der ikke knækker over på midten, fordi brintrøret utvivlsomt vil skabe en lang række lokale arbejdspladser og øvrig erhvervsudvikling,” siger han.

Business Region MidtVest repræsenterer Herning, Ikast-Brande, Holstebro, Struer, Ringkøbing-Skjern, Lemvig og Skive Kommuner.