Studentermedhjælper til kommunikation, markedsføring og branding i Business Region MidtVest

Vil du være med til at bringe kvalificeret arbejdskraft og studerende tættere på virksomhederne i Midt- og Vestjylland? Vil du medvirke til at udvikle brandingen af vores område? Vil du udvikle dine kompetencer inden for kommunikation og branding?

Er du hurtig til at se de vinkler, der bærer igennem på sociale medier? Kan du skrive den gode historie og udarbejde dine egne artikler, der gør vores nyhedsbreve relevante for udenlandske talenter? Interesserer du dig for forskellige platforme og distributionskanaler for de gode budskaber? Tænker du kreativt og er du god til at arbejde selvstændigt og struktureret? Så er stillingen som studentermedhjælper i Business Region MidtVest måske noget for dig.

Jobbet

Vi søger nu vores næste kommunikativt stærke studentermedhjælper. Vi arbejder med Place Branding og talenttiltræknings indsatser, og du vil komme til at arbejde på tværs af vores projekter. Dine opgaver vil fokusere på kommunikative opgaver f.eks.:

  • Kommunikation på sociale medier - herunder planlægning og udarbejdelse af opslag, billedmateriale, videoproduktion og interviews
  • Research, artikelskrivning og udvikling og produktion af nyhedsbreve til forskellige målgrupper og vedligehold af hjemmesider
  • Bidrag til den langsigtede kommunikationsplanlægning
  • Løbende evaluering til virksomheder på vores platform
  • Markedsføring af events og workshops –herunder udarbejdelse og planlægning af kampagner på tværs af vores kanaler

Dine kvalifikationer

Business Region MidtVest har fokus på at fortælle de gode historier. Derfor er det vigtigt, at du er en stærk skribent, har kompetencer i forhold til SoMe og måske også kan arbejde med grafisk opsætning. Du er nok studerende inden for markedsføringsøkonomi, multimediedesign, kommunikation, forretningsudvikling, IT eller lignende, og du har minimum et år tilbage af din uddannelse. Vi vil både se på din uddannelsesmæssige baggrund og de konkrete erfaringer, du kan bidrage med.

Vi lægger vægt på, at du har følgende kvalifikationer:

  • Du er en stærk kommunikatør, har blik for den gode historie og kan arbejde med SoMe
  • Du er selvstændig, tager ansvar og er opsøgende på dine opgaver
  • Du har et godt overblik, er både kreativ og kvalitetsbevidst og har fokus på at overholde deadlines
  • Du kan kommunikere på højt niveau på engelsk
  • Det er en fordel at du har kendskab til Photoshop, InDesign, HubSpot o.l. og i det hele taget flair for IT
  • Er godt lokalkendskab vil være et plus

Desuden lægger vi vægt på at du er motiveret, har et godt drive og lyst til at indgå i vores team med interesse og godt humør. Startdatoen er snarest muligt, og vil kræve en indsats på 10 timer ugentligt med fleksibilitet fra vores side omkring dit studie, eksaminer og ferie. Vi har forretningsadresse på rådhuset i Herning.

Ansøgning

Vi ser frem til at modtage din ansøgning og dit CV pr. mail til: susanne.nors@br-mv.dk senest den 1.12.2021.

Eventuelle spørgsmål til stillingen kan rettes til Susanne Nors på susanne.nors@br-mv.dk eller mobil +45 2517 4089.

Vi holder løbende samtaler med relevante kandidater.

Om os

Business Region MidtVest arbejder for at skabe vækst, nye job og virksomheder samt udvikle og tiltrække kvalificeret arbejdskraft til Midt- og Vestjylland. Det er ambitionen at skabe et stærkt vækstorienteret område, som udnytter mulighederne i uddannelse og viden, digitalisering, fremtidens fødevarer, fornybar energi mv. Business Region MidtVest virker mellem det offentlige, det private, uddannelsessektoren og organisationer. Vi ønsker at skabe en innovativ enhed og et sted, hvor interessenter afprøver nye strukturer, processer, teknologier, samarbejder mv. Du finder yderligere information på brmidtvest.dk/om-os