Lokale fisk i kokkehuen

En god håndfuld kokke hentede inspiration til hvordan de får flere fisk på menukortet, da de mandag den 29. oktober mødtes på kajkanten i Hvide Sande.

Her var fisk og skaldyr i kassevis og et bålfad, der kunne rumme op til flere retter på en gang. Og så blev der ellers gået til den og tilberedt fisk i lange baner. Forud for madlavningen var der indlagt besøg på kutteren RI 244 Rikke Høy med rundvisning fra kælder til kvist. Her fik kokkene en god fornemmelse af, hvordan fiskene bliver fanget og håndteret fra de kommer op af vandet og til de ender på fiskefabrikken.

Der var naturligvis også masser af tid til snak og spisning dagen igennem, der trods blæst og kulde på kajkanten gav kokkene masser af tips og ideer til, hvordan flere fisk fremover finder vej til deres menukort.

Turen var arrangeret i et samarbejde mellem Konsumfisk, Ringskøbing-Skjern Erhvervsråd og Udviklingsplatformen for Midt- og Vestjyske Fødevarer.

FOTO: HENRIK VINTHER KROGH