Regionalt samarbejde gør stærk
”Det er utroligt vigtigt for Aarhus Universitet i Herning at samarbejde med virksomhederne. Det styrker vores relevans både for regionen, men også for de virksomheder, der findes i regionen. Global Manufactoring Festival er et vigtigt vindue ind i disse samarbejdsrelationer.”
Sådan siger Anders Frederiksen, der er institutleder på AU BTECH i Herning. ”Vi har oplevet en enorm vækst fra i 2016 at samarbejde med 180 virksomheder til ét år senere at samarbejde med 250 virksomheder. Vi forventer, at det tal er voksende. I år satser vi benhårdt på TBMI Challenge, som involverer ca. 100 studerende og 20 virksomheder, hvor de studerende arbejder med teknologibaserede cases ude i virksomhederne. Håbet er at få endnu flere virksomheders øjne op for værdien af et samarbejde med vores studerende, som er optaget af at få greb om virkeligheden fremfor udelukkende at arbejde teoretisk. Global Manufacturing Festival 2018 et vigtigt element i at få skabt synlighed omkring mulighederne i et samarbejde.”
Aarhus Universitet Herning arbejder desuden tæt sammen med kommunerne og erhvervsrådene i regionen. Anders siger: ”Der er et positivt klima, hvor Business Region MidtVest er en god samarbejdspartner i forhold til at samle kræfterne i regionen, sådan at vi kan stå så stærkt sammen som muligt i forhold til den overordnede strategi på området.”
”Vi vil varmt opfordre endnu flere virksomheder til at komme på banen ved f.eks. at melde sig ind i AUHE’ fondens erhvervsklub. Vi ved, at vores aktiviteter er værdiskabende for virksomhederne, og at de studerende står klar med masser af gode ideer, som gør, at de kan være med til at lave forretningsudvikling, innovationsprojekter og teknologiprojekter, som kan skabe værdi for virksomhedens kunder.”
Global Manufacturing Festival blev afholdt d. 12. april 2018 i et samarbejde mellem Aarhus Universitet, DAMRC og Business Region MidtVest. Læs mere om dagen her.