Nyt formandskab i Business Region MidtVest

Ny formand for Business Region MidtVest understregede på generalforsamlingen tidligere på ugen, at de syv kommuner sammen skal arbejde dedikeret for at skabe så gode rammer for erhvervslivet som muligt.

Hans Østergaard, borgmester i Ringkøbing-Skjern kommune og ny formand for Business Region MidtVest pr. 1. januar 2018, fremhævede på generalforsamlingen i Skjern i mandags, at det betyder rigtig meget, at kommunerne nu har fælles mål i form af en strategi, som alle syv kommuner har tilsluttet sig, og kan arbejde dedikeret sammen om at opnå.

”Jeg ser et stort potentiale i Business Region MidtVest. Formålet med vores business region er at styrke væksten, skabe nye job og tiltrække kvalificeret arbejdskraft. Jeg er stor tilhænger af, at vi syv kommuner arbejder tæt og professionelt sammen om disse mål. Vores syv kommuner har måske nok nogle forskellige behov og ønsker. Men i et stærkt og tæt samarbejde om vores fælles mål har vi tilsammen mange flere muskler, end vi har hver især,” udtaler Hans Østergaard

Afgående formand H.C. Østerby, borgmester i Holstebro og nuværende bestyrelsesmedlem i Business Region MidtVest, kunne i formandsberetningen fortælle generalforsamlingen, at man i 2017 fik skabt en solid platform i form af en visionsbåret strategi med klare pejlemærker for samarbejdet inden for tolv temaer.

”Business Region MidtVest er en vækstorganisation, et samlingspunkt, men også et værktøj til erhvervsudvikling. Den nye erhvervsorganisation med syv kommuner som rygrad er også et resultat af nødvendighed. Trods flere styrkepositioner som Danmarks produktionshjerte har den midt-og vestjyske region brug for mere specifikke erhvervssatsninger og fælles handlekraft på tværs af kommuner, uddannelser, organisationer og virksomheder.

Der er brug for at omfavne den teknologiske udvikling med større effektivitet og være på forkant med et digitaliseret samfund. Det er nødvendigt at få arbejdsstyrken til at vokse med de kompetencer, som erhvervslivet har brug for.

Jeg tror, at vi i 2018 kommer til at intensivere samarbejdet for at skabe mere værdi i regionen”, siger H.C. Østerby

Læs hele formandens beretning her!

Billeder fra generalforsamlingen 2018

Ledelsesberetningen blev opdelt i den afgående formands beretning og her ledelsesberetningen af Susanne Nors

Ledelsesberetningen blev opdelt i den afgående formands beretning og her ledelsesberetningen af Susanne Nors

Byrådsmedlemmer fra kommunerne deltog i generalforsamlingen

Byrådsmedlemmer fra kommunerne deltog i generalforsamlingen

Oplæg fra Niels Jørgen Nielsen (Direktør - Millpart)

Oplæg fra Niels Jørgen Nielsen (Direktør - Millpart)

Oplæg fra Klaus Bonde Ørskov (Direktør - DAMRC)

Oplæg fra Klaus Bonde Ørskov (Direktør - DAMRC)

 

Kontakt information

Susanne Nors, Chef for Business Region MidtVest, +45 2517 4089

 

Foto:

H.C. Østerby (tv) har 1.januar overladt formandsposten i Business Region MidtVest til Hans Østergaard. Foto: Holstebro Kommune/Ole Mortensen og Ringkøbing-Skjern Kommune

 

Fakta om Business Region MidtVest

Business Region MidtVest er et samarbejde mellem 7 midt- og vestjyske kommuner. Målet for samarbejdet er at styrke væksten, skabe nye jobs og tiltrække kvalificeret arbejdskraft til området.

Business Region MidtVest blev stiftet den 6. januar 2016 og er landets 8. Business Region med deltagelse af følgende 7 kommuner; Skive, Struer, Lemvig, Holstebro, Herning, Ringkøbing-Skjern og Ikast-Brande.

Bestyrelsen for Business Region MidtVest består af borgmestrene i de 7 kommuner og formandskabet går på skift i 2-årige cyklus. I perioden 2018-2019 udgøres formandskabet af borgmesteren i Ringkøbing-Skjern Hans Østergaard (V) som formand og borgmesteren i Skive som næstformand – pt. fungerende borgmester Peder Christensen (A).