40 midt- og vestjyske talenter får hjemmebanefordel ved Danmarksmesterskabet i godt håndværk 2018
Når der 18. – 20. januar er DM i Skills i Messecenter Herning får 40 lokale unge hjemmebanefordel.
DM i Skills er det store, årlige danmarksmesterskab for unge fra mere end 40 forskellige erhvervsuddannelser. Omkring 310 unge er med som deltagere, hvor de inden for hvert fag kæmper om at blive landets bedste. Værter i 2018 er Business Region MidtVest, og 40 af årets deltagere har tilknytning til de syv kommuner i samarbejdet, Herning, Holstebro, Ikast-Brande, Lemvig, Ringkøbing-Skjern, Skive og Struer.
Når det netop er Business Region MidtVest, der er værter for DM i Skills, skyldes det de syv kommuners fælles indsats for at sikre faglært arbejdskraft til områdets virksomheder.
”At sikre kompetent arbejdskraft til virksomhederne i Midt- og Vestjylland er en afgørende forudsætning for vækst og udvikling i Midt- og Vestjylland. Derfor glæder vi os rigtig meget til at være værter og til at følge vores 40 lokale deltagere i deres kamp om DM, ” fortæller Chef for Business Region MidtVest, Susanne Nors.
Ved 2017-udgaven af DM i Skills, der løb af stablen i januar i Aalborg, besøgte omkring 55.000 mennesker DM i Skills i løbet af mesterskabets tre dage. Det gør DM i Skills til det suverænt største uddannelsesevent i Danmark.
Baggrund
SkillsDenmark har siden 2011 hvert år afholdt DM i Skills, danmarksmesterskab for erhvervsuddannelserne. DM i Skills holdes i en ny kommune/region hvert år.
DM i Skills skal eksponere erhvervsuddannelserne på en positiv måde ved at vise de dygtigste EUD-elever, der gennem konkurrencer yder deres bedste. Desuden skal mesterskabet ses som talentpleje for de dygtigste elever, ved at de får muligheden for at yde det ypperste og dermed måske ende som Danmarks, ja måske verdens, bedste faglærte murer, maler eller konditor.
Ved deltagelse i internationale mesterskaber – EuroSkills og WorldSkills - får vinderne af DM i Skills muligheden for at få prøvet deres kunnen af i en international sammenhæng.
Ved samme lejlighed får de unge og deres lærere et internationalt netværk og muligheden for at se nye og andre løsningsmodeller, end dem de kender fra Danmark.
Følg med i eventet på SkillsDenmarks facebook eventside.