Business Region MidtVest bliver vært for DM i Skills 2018
DM i Skills er netop afsluttet efter tre forrygende dage i Gigantium i Aalborg. Snart er det Midt- og Vestjyllands tur.
DM i Skills er det store, årlige danmarksmesterskab for unge fra erhvervsuddannelserne. Omkring 300 unge er med som deltagere, hvor de kæmper inden for de forskellige fag om at blive landets bedste. Efter tre dage i Aalborg er Skills-stafetten nu sendt videre til Business Region MidtVest, da næste års DM i Skills afvikles i Messecenter Herning 18.-20. januar 2018.
Ved sidste års DM i Skills, der løb af stablen i februar 2016 i Fredericia, besøgte 62.000 mennesker DM i Skills i løbet af mesterskabets tre dage, hvilket gør DM i Skills til det største uddannelsesevent i Danmark. Også i år oversteg besøgstallet 50.000 gæster.
Sideløbende med Danmarksmesterskabet afholdes Skills Stafetten for elever i 8. klasse.
Tanken med denne konkurrence er at aktivere de besøgende grundskoleelever og gøre dem til aktive deltagere. De besøgende skoleelever havde i Aalborg mulighed for at afprøve deres egen faglige kunnen i de særlige "Prøv og mærk stande". Her kunne de også snakke med unge på erhvervsuddannelserne samt med vejledere.
Lørdag d. 28. januar gav Aalborg Skills-staffetten videre til Ringkøbing-Skjern Kommunes borgmester Iver Enevoldsen, der modtog den på vegne af Business Region MidtVest.
Næste års DM i Skills løber af stablen d. 18.-20. januar 2018 i MCH i Herning.
Baggrund
SkillsDenmark har siden 2011 hvert år holdt DM i Skills, danmarksmesterskab for erhvervsuddannelserne. DM i Skills holdes i en ny kommune/region hvert år.
DM i Skills skal eksponere erhvervsuddannelserne på en positiv måde ved at vise de dygtigste eud-elever, der gennem konkurrencer yder deres bedste. Desuden skal mesterskabet ses som talentpleje for de dygtigste elever, ved at de får muligheden for at yde det ypperste og dermed måske ende som Danmarks, ja måske verdens bedste faglærte murer, maler eller konditor.
Endelig er der den internationale dimension. Ved deltagelse i internationale mesterskaber – EuroSkills og WorldSkills - får deltagerne i DM i Skills muligheden for at få prøvet deres kunnen af i en international sammenhæng.
Ved samme lejlighed får de unge og deres lærere et internationalt netværk og muligheden for at se nye og andre løsningsmodeller, end dem de kender fra Danmark.
Foto: SkillsDenmark/Per Daugaard